viljen til sejr

Viljen til sejr – version 2.0

Arne: Vi har biler. Vi kan flyve verden rundt. Vi har computere og mere eller mindre smarte mobiltelefoner. Vi har vaskemaskiner og opvaskemaskiner. Vi har aldrig været så mange mennesker i verden, og alligevel har aldrig så mange følt sig så ensomme.


Det fortæller noget om den verden og de udfordringer, vi står i. I hverdagen har vi også alle mulige former for hjælpemidler, der skal gøre livet lettere, men paradoksalt nok oplever mange mennesker, at dagligdagen føles mere problemfyldt. Vi har en følelse af, at vi skal magte mere, men vi føler samtidig, at vi ikke er klædt godt nok på til at klare flere udfordringer. Midt i hurtigheden har vi glemt at få os selv med. Vi opdaterer programmerne på computeren, men glemmer at opdatere os selv.

● Hvornår har du for eksempel lavet et mentalt serviceeftersyn på dig selv?

Måske tænker du lige nu: »Ja, det kan da sikkert være en god idé at få lavet et mentalt serviceeftersyn – men hvornår skal jeg overhovedet få tid til det?« Men fat mod! Du vil få anvist en række arbejdsredskaber og værktøjer, der kan hjælpe dig med at få kigget dig selv efter i sømmene og skabe rum for eftertænksomhed.

Når travlheden har slået en klo i dig, er effekten selvforstærkende: »Jeg skal nå det og det, inden vi skal spise til aften. Og i aften skal jeg også lige have svaret på nogle mails, og i morgen tidlig …«
Der er ikke så megen tid til refleksion i hverdagen. Dengang det religiøse havde en langt større betydning i vores liv, koncentrerede vi os om at gøre det godt i denne verden. Vi gjorde os umage, så vi kunne få et bedre »liv« bagefter. Det gav mening for folk. I dag tror ingen – eller kun de færreste – på, at belønningen falder efter døden. Det gælder om at få noget ud af tilværelsen her og nu.

● Men husker du at få noget ud af livet i dag og ikke i morgen?
● Hvor mange gange siger du til dig selv: »Det kan vente til i morgen«?

Visse personer er meget ambitiøse. Deres holdning går på, at de kun lever én gang, så hvorfor ikke få det maksimale ud af det her og nu?

Viljen til sejr blev skrevet for otte år siden. Bogen ramte tidsånden og beskrev de værktøjer og teknikker, der var brug for på det tidspunkt, og den form for coaching, der dengang blev udøvet. Viljen til sejr var en bog båret på de praktiske eksempler. Nu er tiden inde til en radikal opdatering. Det globale vidensamfund er væltet ind over os. Det har ført til større krav og udfordringer i hverdagen for os alle.

Vi mødte hinanden under et certificeringsforløb indenfor kognitiv coaching. Kemien imellem os var der med det samme, og det førte til, at vi sammen skrev Viljen sidder i hjertet. En konkret historie blev udfoldet af teoretiske modeller. Vi coacher og rådgiver begge en række idrætsudøvere og erhvervsfolk og har stor glæde af at udveksle ideer og erfaringer. Dette samarbejde gav os ideen til, at vi kunne binde praktik og teori endnu stærkere sammen i Viljen til sejr version 2.0.

I denne bog kombinerer vi vores teoretiske og praktiske viden til et endnu stærkere fælles tredje. Vi har udviklet en række metoder og modeller, der skaber klarhed og giver en større forståelse for, hvordan du kan opfylde dine drømme og mål.
Efterhånden står det os mere og mere klart, at det, du træner i, bliver du bedre til – og jo mere du træner, jo bedre bliver du. Det lyder såre logisk, men det pudsige er, at vi har set, at mange mennesker reelt træner i noget, der gør dem dårligere! De har en afhængighed af de forkerte ting. Vi kan coache dig nok så meget, men hvis du ikke lærer at cope dig til selv at arbejde og træne med det, der gør dig stærkere og får dig til at lykkes, så bliver du ikke sundere.

Derfor introducerer vi begrebet coping for dig. Vi uddyber naturligvis begrebet, men ganske ultrakort står det for selvtræning. Gennem coping lærer vi dig, hvordan du oparbejder en større modstandskraft og er i stand til at finde flere ressourcer.
Og det kan allerede ske nu!
Al forskning viser nemlig, at hvis du allerede nu kan starte en forandring – uanset hvor lille den end synes – så vil der ske noget for dig. Derfor vil vi opfordre dig til, at du starter, imens du læser bogen. Du skal ikke vente: »Jeg skal lige have læst bogen færdig, så starter jeg!« Prøv hele tidenm at være bevidst om, at du skal skabe ændringen under læsningen. Vores spørgsmål vil hjælpe dig på vej, hvis du helst vil vente med forandringen, for vi kommer til at udfordre dig undervejs.

På et tidspunkt var vi usikre på, om vi var i stand til at rykke menneskers indstilling i løbet af et foredrag på to og en halv time. Nu ved vi, at det kan lade sig gøre. Men det kræver, at vi tænder folk så meget, at de straks starter en ændring. Reaktionerne, vi har modtaget, afslører, at du skal have et mål samtidig med, at ændringen skal have værdi for dig.
En af årsagerne til at du læser denne bog kan meget vel være, at du har et ønske om en forandring. Du har måske spekuleret på, om du kan gøre op med nogle rutiner eller vaner. Du sidder ikke med bogen, fordi du ikke har flere mål i livet. Du er søgende og forsøger at finde svar på, hvorfor du vil fremad.

For at få dig på rette vej beskriver vi en række selvtræningsstrategier – copingstrategier. En af strategierne går på, at du skal se efter, hvad der giver dig energi – alternativt hvad der dræner dig for energi. Du skal træne i, hvad der giver dig overskud og energi. Du skal forsøge at tænke over, om du træner i det, der gør dig bedre, eller om du træner i det, der gør dig dårligere.

Du skal forsøge at tænke over, om du træner i det, der gør dig bedre, eller om du træner i det, der gør dig dårligere.

Uanset om du er bevidst om det eller ej, så har du en copingstrategi. Alle mennesker har en copingstrategi. Det kan være på hjemmefronten, på arbejdet, i fritiden eller i forbindelse med deres helbred. Det helt afgørende er imidlertid, om strategien er hensigtsmæssig eller uhensigtsmæssig.
I din omgangskreds kender du sikkert nogle par, der i forbindelse med et skænderi har udviklet nogle strategier. Nogle går deres vej, andre bliver stædige og stamper i gulvet og nogle helt andre råber, skriger og kaster med ting og sager. Uanset hvordan mennesker reagerer under skænderiet, så ligger der en copingstrategi bag deres reaktion. Men er de ovennævnte strategier hensigtsmæssige?

Er du overbevist om, at alle dine copingstrategier inden for de forskellige områder af livet er fornuftige? Hvordan tackler du kollegaen, som du ikke forstår? Den svære samtale med partneren? De store udfordringer i livet? Denne bog hjælper dig til at få nogle hensigtsmæssige copingstrategier, så du er i stand til at cope med situationerne.

Du skal forsøge at tænke over, om du træner i det, der gør dig bedre, eller om du træner i det, der gør dig dårligere.

Det har været vores hensigt at skrive denne bog i samme tone som Viljen til sejr. Det betyder, at du på en letforståelig måde får værktøjer, der er lige til at gå til. Men samtidig er vi optaget af ikke bare at blæse varmluftsballoner op. Der er videnskabelig dokumentation for vores påstande.
Med en perlerække af eksempler vil vi gennemgå copingstrategierne, så de får værdi for dig. Det vil gøre dig bedre i stand til at lykkes og klare de situationer, du måtte komme i.

Efter hvert kapitel anbefaler vi, at du skriver tre ting ned, som har givet værdi for dig. Forskning har dokumenteret, at denne enkle metode er med til at sikre dig markant bedre resultater, end hvis du blot går videre og læser næste kapitel. Vi håber, at denne bog kan gøre en forskel i dit liv, fordi du får sat nogle ting i perspektiv. Den skulle meget gerne tage dig med ud på en rejse, hvor det i sidste ende gør dig til et sundere menneske.

Vi har fået mange input, der har været til stor inspiration i dagligdagen. Derfor vil vi dedikere bogen til alle jer – kunder, klienter, foredragsdeltagere, familie, venner og bekendte – der har været med til at levere denne viden.

Endelig også en stor tak til vores koner og børn for deres tålmodighed. Familien Nielsson med Dorthe, Marc og Oliver Nielsson og familien Lellek med Lene, Martin, Anders og Karen har støttet os vedholdende i hverdagen, mens vi var i gang med dette projekt.

Arne Nielsson og Bjarne Lellek